
Djurs Sommerland har netop løftet sløret for Danmarks første adventure trail med navnet Camino del Sol. En halv
kilometer lang oplevelsestur med templer, labyrinter, vandfald og dybe grotter, der skal besejres. Det ambitiøse
projekt er udviklet i samarbejde med internationale eksperter fra England og Holland og er inspireret af adventure
trails i store udenlandske parker, hvor de er ekstremt populære.
“Camino del Sol passer perfekt til Djurs Sommerlands DNA og det vi udspringer af med at være fysisk aktiv for at
blive underholdt. Samtidigt matcher nyheden vores høje krav til kvalitet og tematisering. Det er fantastisk, at vi med
denne aktivitet kan bringe det at være fysisk aktiv for at blive underholdt til et helt nyt oplevelsesniveau, der ikke
findes magen til i Norden,“ siger Henrik B. Nielsen.
Camino del Sol ligger i parkens Mexicoland og snor sig rundt om det 60 meter høje droptårn El Grito, der blev kåret
som Europas bedste nye forlystelse i 2024. Desuden foregår en del af ekspeditionen også på hængebroer mellem
11 meter høje tårne med frit udsyn til Juvelen – Danmarks længste rutschebane, der suser af sted lige nedenunder.
“Der er ingen tvivl om, at Camino del Sol bliver en aktivitet, hvor sanserne kommer på eventyr. Med en tematisering,
der når nye højder, masser af spændende udfordringer og overraskende elementer undervejs, hvor både El Grito og
Juvelen integreres i oplevelsen, tør jeg godt love, at det bliver en fantastisk ekspedition, gæsterne kommer på” siger
Henrik B. Nielsen, der understreger, at nyheden ikke kan sammenlignes med forhindrings- og klatrebaner i traditionel forstand.