Category

Nyheder

Forlystelsesparker fra hele norden deltager i møde om sikkerhed

By | Nyheder

På initiativ fra de danske forlystelsesparker, mødtes tekniske chefer fra forlystelsesparker i hele norden igen i tirsdags. Det var 5 gang af parkernes tekniske chefer mødtes for at drøfte sikkerhed på tværs af parkerne samt hvordan nye tekniske standarder implementeres bedst muligt.

“Sikkerhed er en absolut topprioritet for forlystelsesparkerne, derfor er det så vigtigt, at vi hele tiden mødes og gør hinanden endnu bedre” udtaler formand Søren Kragelund efter mødet.

Sikkerhedsmødet for de tekniske chefer blev denne gang afholdt hos Djurs Sommerland og David Bromilow fra IAPPA Safety Committee var dagens hovedtaler.
Foruden medlemmerne af Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark deltog også tekniske chefer fra norske og svenske forlystelsesparker.

Djurs Sommerland slutter sæsonen af med endnu en kåring

By | Nyheder

Danske børnefamilier har netop kåret Djurs Sommerland som ”Bedste Forlystelse” 2019. Prisen, der blev uddelt ved Børn i byens store prisshow i søndags, sætter et flot punktum for en begivenhedsrig sæson i Nordens største sommerland.

”Vi er utrolig glade og meget stolte over at modtage prisen ”Bedste Forlystelse” 2019, hvor vi var oppe imod et stærkt felt af nominerede. I år har vi haft endnu mere fokus på at give vores gæster personlige og mindeværdige oplevelser i parken. Derfor betyder det rigtig meget for os at modtage en pris som denne, der er uddelt på baggrund af børnefamiliernes stemmer,” siger adm. direktør Henrik B. Nielsen.

I alt uddelte Danmarks største inspirationssite for børnefamilier, Børn i byen, 16 priser ved søndagens prisuddeling, hvor 48.338 danske børnefamilier havde stemt. Djurs Sommerland var nomineret til prisen ”Bedste Forlystelse” sammen med Tivoli, Legoland, Bakken og Fårup Sommerland.

”Vejrguderne har ikke smilet helt så meget til os i år som sidste år, hvor vi havde et fantastisk sommervejr. På trods af det, ser vi tilbage på sæsonen med stor tilfredshed, hvor årets besøgstal på godt 780.000 gæster nærmede sig sidste års besøgsrekord. Derudover har vi har modtaget flere internationale priser i år, samt øget vores gæstetilfredshed betragteligt – det er vi meget stolte af,” slutter Henrik B. Nielsen.

Tidligere på året modtog Djurs Sommerland priserne ”Family Park of the Year” og ”Thrill Ride of the Year” – Tigeren, da den europæiske forlystelsesindustri blev hyldet ved Park World Excellence Awards 2019 i Paris.

Yderligere oplysninger: Administrerende direktør Henrik B. Nielsen, tlf.: 20 48 68 16

Børn i byen Prisen 2019: https://bornibyen.dk/koebenhavn/articles/her-er-vinderne-af-boern-i-byen-prisen-2019

Dansk forlystelsespark kåret som ”Family Park of the Year” i Europa

By | Nyheder

I september blev den europæiske forlystelsesindustri hyldet i Paris, da det internationale Park World Magazine afholdte Park World Excellence Awards 2019.  Djurs Sommerland blev kåret som vinder – ikke bare én, men to gange. Djurs Sommerland vandt nemlig både ”Family Park of the Year” og ”Thrill Ride of the Year” – for årets nyhed, Tigeren.

”Vi er utroligt glade, og meget stolte på medarbejdernes vegne, for at have vundet de to europæiske priser. Siden 2008 har vi investeret mere end 500 millioner i produktudvikling og tematiserede forlystelser, og vi arbejder hele tiden på at levere de allerbedste oplevelser til vores gæster. Vi ser de to priser som en særdeles stor anerkendelse. Vi var oppe imod et stærkt felt af forlystelsesparker med højt internationalt niveau, og vi er naturligvis rigtigt stolte over, at vi hev to førstepladser med hjem til Danmark,” siger adm. direktør i Djurs Sommerland Henrik B. Nielsen.

Priserne blev uddelt til Park World Excellence Awards 2019, hvor i alt 16 priser blev overrakt til forlystelsesparker, leverandører og producenter i den europæiske forlystelsesindustri.

Djurs Sommerland var en del af et felt på i alt fem finalister i begge kategorier, da juryen, bestående af 7 medlemmer med indgående kendskab til branchen, traf den endelige afgørelse.

Yderligere oplysninger: Administrerende direktør Henrik B. Nielsen, tlf.: 20 48 68 16

 

Park World Excellence Awards 2019: http://www.parkworldexcellenceawards.com/winners

 

Skolepatruljer hyldes i Tivoli og LEGOLAND

By | Nyheder

Året rundt står tusindvis af børn tidligere op end alle deres skolekammerater. De trodser regn, kulde og morgentræthed for at hjælpe skolernes mindste elever trygt over skolevejen. 8000 børn og unge fra landets skolepatruljer får derfor en festlig dag i LEGOLAND og Tivoli som tak for deres indsats med at gøre skolevejene mere sikre for deres kammerater. Det sker henholdsvis i LEGOLAND den 24. april og i Tivoli i København den 25. april.

Der kommer ca. 4.800 elever i Tivoli og ca. 3.100 elever i LEGOLAND, og da skolepatruljerne i år har 70-års jubilæum, så er der i år et særligt arrangement for lærerne (færdselskontaktlærerne som har ansvaret for skolepatruljerne ude på skolerne).

Rosa Nissen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik siger:
”De her festdage for skolepatruljerne er noget helt særligt. Der er en fantastisk stemning, når elever fra hele landet møder hinanden og bliver fejret for deres indsats på skolevejene. Og de fortjener i den grad den her hyldest, for eleverne gør en stor forskel i trafikken hver dag.”

Skolepatruljer er populære
Det er frivilligt, om eleverne vil være med og arbejdet i skolepatruljerne er ulønnet.  Lønnen består i glade forældre og det at gøre noget godt for andre. Når der er en skolepatrulje ved en skole, så er det mere betryggende for forældrene at sende børnene alene i skole. Forældrene ved, at børnene bliver hjulpet over de ofte stærkt trafikerede skoleveje.

På den måde får de mindste børn på en sikker måde træning i at færdes i trafikken. En træning som er vigtig, så de en dag kan klare sig på egen hånd på vejene. Desuden smitter det af på bilisterne, når de ser en skolepatrulje. Undersøgelser har vist, at når der står en skolepatrulje på en vej, så kører bilisterne generelt med en lavere hastighed. Undersøgelser har også vist, at rigtig mange synes, at skolepatruljerne og lærerne som står bag får for lidt anerkendelse.

I LEGOLAND og Tivoli vil Rådet for Sikker Trafik og Politiet hylde skolepatruljerne, og derefter er der forskellige konkurrencer, hvor eleverne kan vinde præmier bl.a. i form af cykler og cykelhjelme. Dagen sluttes af med fri adgang til forlystelserne i begge forlystelsesparker.

Foto: Rådet for Sikker Trafik

I 2019 bliver det endnu større i Nordens største sommerland

By | Nyheder | No Comments

Danske og udenlandske børnefamilier kan glæde sig til en kæmpe nyhed, når de besøger Nordens største sommerland i 2019. En investering på mere end 35 millioner kroner i ny, stor tematiseret forlystelse betyder nemlig, at gæsterne kan flyve af sted i Tigeren – Danmarks største Gyro Swing fra parken åbner d. 4. maj 2019.

Fartglade legebørn kan se frem til nye, sjove oplevelser i Djurs Sommerland, når sæson nr. 39 sætter i gang, for endnu engang er der en ny, kæmpe forlystelse på programmet. Tigeren bliver Danmarks største Gyro Swing og den hidtil højeste og hurtigste forlystelse i Djurs Sommerlands historie.

”Vi har store forventninger til årets nyhed, og jeg er overbevist om, at Tigeren kommer til at kræve mod, mandshjerte og masser af dybe indåndinger hos de fleste. Tigeren er en thrill ride, hvor en roterende gondol, for enden af en kæmpe pendularm, svinger gæsterne op i 45 meters højde med 100 km/t. Det bliver en flyvetur, hvor man letter fra sædet og får en følelse af at svæve frit i luften. Det bliver helt sikkert sjovt, og vi er glade for at kunne give vores gæster endnu en forlystelse, som kun kan opleves i Djurs Sommerland,” siger administrerende direktør Henrik B. Nielsen.

Tigeren bliver en del af Djurs Sommerlands nye Wild Asia temaland sammen med DrageKongen – Europas hurtigste og længste Family Suspended Coaster og familieforlystelserne Jungle Rally og Safaribussen. Siden 2017 er der investeret mere end 140 millioner kroner i det nye temalands omfattende tematisering og sjove forlystelser. Wild Asia bliver parkens 9. temaland. En forlystelsespark i udvikling.

Siden Djurs Sommerland i 2008 indledte sin nuværende investeringsstrategi, har parken investeret mere end 500 millioner kroner i nye kvalitetsforlystelser og forbedringer i parken.
Hele 30 nye forlystelser er børnefamilierne blevet præsenteret for de seneste 10 år. Heriblandt Danmarks største rutschebaner, Piraten, Juvelen, Skatteøen og DrageKongen, der måler sig med de allerbedste rutschebaner i Europa. Udover spektakulære rutschebaner er der bl.a. også investeret stort i forlystelser, hvor alle kan være med. F.eks. Bondegårdsland i 2015 med 10 sjove forlystelser og endnu en børnerutschebane og familiekarrusel i 2018.

”Fornyelse er altafgørende i vores branche, og de seneste års mange investeringer har sat fart på besøgstallet. Siden sæson 2007 er besøgstallet steget fra 472.000 gæster til besøgsrekord i 2018 med 818.000 gæster. Flere i branchen har også fået øjnene op for Djurs Sommerland, og i 2018 var vi blandt finalisterne til titlen som Europas bedste familiepark med under 1 million gæster årligt,” siger Henrik B. Nielsen.

I fremtiden venter der uden tvivl Djurs Sommerland og parkens mange gæster nogle spændende år, hvor både nye, store forlystelser og produktforbedringer er på planen.

Yderligere oplysninger: Administrerende direktør Henrik B. Nielsen, tlf.: 20 48 68 16.

Universe Science Park satser på nordjysk sensorteknologi til at forbedre kundeoplevelsen.

By | Nyheder

Universe, en populær naturvidenskabelig oplevelsespark i Sønderjylland, har investeret i kø- og flowløsningen BlipTrack. Teknologien, der er udviklet og produceret af Veovo (tidligere BLIP Systems) i Vester Hassing, består af en kombination af sensorer og avanceret databehandling. Løsningen skal fremover bidrage til daglige og langsigtede drifts- og forretningsbeslutninger, forbedre udnyttelsen af medarbejderstaben, levere ventetider og sikre, at gæsterne får en fantastisk oplevelse.

I Universe, hvor både børn og voksne kan lege og lære om naturvidenskab og teknologi, er der installeret Wi-Fi-sensorer og 3D-kameraer, der tilsammen leverer et sammenhængende billede af, hvordan gæsterne bevæger sig rundt. De indsamlede realtidsoplysninger vil hjælpe parken med at være på forkant med eventuelle flaskehalse, så medarbejdere kan udnyttes optimalt. Data anvendes allerede nu til at vise ventetider ved forlystelserne, og vil med tiden levere værdifuld viden til brug ved fremtidig planlægning af parkdesign.

Jonas Luttermann, driftschef i Universe udtaler: “Vi er glade for at indføre denne slags innovative løsninger. Ideen bag Universe er at begejstre for naturvidenskab og teknologi, så vi finder det naturligt også at anvende avanceret teknologi til at drive og optimere parken, for at give vores gæster en uforglemmelig oplevelse.”

De indsigtsfulde oplysninger gør det muligt både at trække realtids og historiske data ud om gæsternes gå-ruter, anvendelse af ind- og udgange, tid tilbragt på bestemte steder m.m. Disse oplysninger vil øge forståelsen af, hvordan afbrydelser eller ændringer påvirker den normale adfærd, og gør det derved muligt for ledelsen at forbedre kapacitetsplanlægningen og driften. En bedre forståelse af besøgsmønstre og adfærd hos gæsterne vil også gøre det muligt for parken at tilføje mere værdi til de eksisterende faciliteter, samt at investere i nye forretningsområder, der i sidste ende gerne skulle resultere i flere besøgende og et større overskud. Løsningen giver desuden et kontinuerligt overblik over antallet af besøgende, så parken kan overholde brandmyndighedernes sikkerhedsregler.

“Løsningen vil gøre det muligt for os at få præcise tal på antal besøgende samt ventetider ved attraktionerne, så vi bedre kan styre forventningerne hos vores gæster. Når vi bliver i stand til proaktivt at styre strømmen af gæster, vil vi kontinuerligt kunne se, hvor der er behov for folk, og sende vores medarbejdere til ind- og udgange, madboder, forlystelser eller andre steder. Med BlipTrack´s højteknologiske sensorer og avancerede dataanalyse vil vi få et detaljeret billede af gæsternes bevægelsesmønstre, hvilket vil gøre det muligt for os at foretage velovervejede beslutninger om parkens strategiske drift og design, fremfor at basere dem på mavefornemmelser,” konkluderer Jonas Luttermann.

“For at forstå og forbedre de enkelte områder af parkens drift er det vigtigt, at gæstens færden ses som en sammenhængende proces, i stedet for en række isolerede hændelser. Forståelsen for, at alle de enkeltstående hændelser påvirker hinanden, er nøglen til at åbne op for potentielle forbedringer,” siger Christian Bugislaus Carstens, marketing manager ved Veovo.

Bliptrack løsningen anvendes ligeledes i København, Billund og Aalborg lufthavn. I vejtrafikken hjælper løsningen bilisterne hurtigere frem i bl.a. Aarhus og København. Internationale lufthavne som bl.a. Amsterdam Schiphol, Oslo, Manchester og JFK i New York høster også fordelene fra teknologien.

Fårup Sommerland er fortsat i top 3 i Europa

By | Nyheder, Uncategorized

Fårup Sommerland er netop blevet kåret til Europas 3. bedste forlystelsespark af det internationale tidsskrift ”Kirmes & Park Revue”. Det er fjerde gang i træk, at den danske forlystelsespark ligger i top 3 over parker i Europa og 6. gang, at tidsskriftet afholder prisuddelingen, der er blandt Europas største prisuddelinger inden for forlystelsesbranchen.

Fårup Sommerland, 25.09.18 – Fårup Sommerland er netop blevet kåret som Europas 3. bedste forlystelsespark af det internationalt anerkendte forlystelsesmagasin Kirmes & Park Revue. Det skete ved en prisuddeling i Amsterdam mandag aften. De seneste tre år har Fårup også været i top 3 ved samme prisuddeling.

Den uafhængige non profit-pris European Star Award tildeles af en meget dedikeret, internationalt anerkendt jury af 35 eksperter, som har besøgt de nominerede parker. Fårup Sommerland tildeles prisen som Europas 3. bedste forlystelsespark i kategorien ”Forlystelsesparker med under 1 million årlige gæster”.

Administrerende direktør i Fårup Sommerland, Per Dam, modtog mandag aften prisen i forbindelse med IAAPA’s (International Association of Amusement Parks and Attraction) årlige konference, der i år afholdes i Amsterdam.

  • På Fårups vegne er jeg naturligvis meget stolt og glad for prisen, som skyldes en flot holdindsats af alle medarbejdere i Fårup Sommerland. Vi arbejder løbende på at udvikle parken og den oplevelse, vi tilbyder vores gæster, og det er naturligvis dejligt at se, at vores arbejde bliver taget godt imod, men også at vores fokus på konstant at levere gæsteservice i verdensklasse bliver bemærket internationalt.

Per Dam peger bl.a. på Fårups fokus på gæsteservice, Hotel Fårup, efterårsferiekonceptet med Høstfest samt den løbende udvikling i parken år efter år som initiativer, gæsterne er glade for, og som nu også bidrager til, at parken kan fastholde sin flotte plads blandt Europas bedste forlystelsesparker for fjerde år i træk.

  • Prisen hylder entreprenørånd, mod og innovation. Juryen er sammensat af nogle af de mest velrespekterede eksperter fra Europa. Og personligt er jeg glad for, at juryen både anerkender de store parker med millioner af gæster, men også de mindre familieejede parker som Fårup Sommerland, som fortjener anerkendelse for deres store arbejde med at udvikle oplevelsesindustrien og skabe en fortryllende forlystelsespark, siger Frank Lanfer, som er chefredaktør på Kirmes & Park Revue.

LEGOLAND® åbnede sæson nummer 50 med kongeligt besøg

By | Nyheder

Med besøg af D.K.H. Prins Joachim, Prinsesse Marie, Prins Felix, Prins Henrik og Prinsesse Athena åbnede LEGOLAND® portene til en helt særlig sæson, hvor parken kan fejre 50-års fødselsdag. Den kongelige familie var også til stede ved indvielsen af den helt nye rutsjebane Flying Eagle, hvor de prøvede den første tur sammen med høvdingen.

Begejstringen var stor, da LEGOLAND åbnede portene til en ny sæson i fødselsdagens tegn. Til at åbne LEGOLAND havde parken fået hjælp fra D.H. Prins Henrik og Prinsesse Athena, som trykkede på den store LEGO® knap og åbnede portene til LEGOLAND og en forvandlet park med nye farver og masser af LEGO modeller.

– Vores gæster bliver suget ind i et overvældende LEGO univers, så snart de går ind parken, og LEGO modellerne hjemme fra værelset er vokset til gigantisk størrelse. Det er en stor forvandling, som vi har glædet os meget til at vise til vores gæster, og derfor er det også en stor glæde at kunne åbne dørene til LEGOLAND med kongeligt besøg i dag, siger Christian Woller, direktør i LEGOLAND.

Første tur i ny rutsjebane

LEGOLAND kunne også fremvise en opgraderet udgave af det folkekære område LEGOREDO® Town. LEGO Canoe er blevet totalrenoveret efter 25 år med mere end 18 mio. kanoture, og den har fået en helt ny nabo i form at rutsjebanen Flying Eagle, som primært henvender sig til de mindre børn.

Til at tage den første tur i den nye rutsjebane fik Høvding Langøre fint selskab i form af D.K.H. Prins Joachim, Prinsesse Marie, Prins Felix, Prins Henrik og Prinsesse Athena.

– Vi er rigtig glade for, at vi nåede det, og blev klar til indvielsen i dag. Det er ingen hemmelighed, at vi har kæmpet med en meget sen vinter, og derfor er området omkring rutsjebanen heller ikke helt færdigt endnu, men det kommer lige så stille i løbet af de kommende uger, siger Christian Woller.

Flying Eagle flyver igennem et imponerende Rocky Mountains inspireret landskab, hvor gæsterne først bevæger sig 11 meter op i luften, hvorefter det går hurtigt nedad med 46 km/t forbi søerne og LEGO dyrene, inden man igen lander sikkert på perronen.

– Det er altid spændende, når vi åbner en helt ny rutsjebane, men det virkede til, at den kongelige familie nød turen, selvom temperaturen ikke helt siger forår endnu, siger Christian Woller.

Kort efter indvielsen af Flying Eagle åbnede rutsjebanen officielt for alle parkens gæster, som også tog rigtig godt imod den nye forlystelse.

– Det har været en rigtig god dag, og entusiasmen blandt vores gæster understregede virkeligt, hvor populært et område LEGOREDO Town er, siger Christian Woller.

For yderligere information kontakt venligst pressechef Kasper Tangsig på 7950 1801 eller Kasper.Tangsig@LEGOLAND.dk

Tivolis direktør vil også tjene penge, når regnen siler ned

By | Nyheder

Berlingske Business, 18.03.2018

2017 var et regnvådt år, og det kunne mærkes på besøgstallene i Tivoli. Men til trods at der var færre gæster i forlystelsesparken, voksede resultatet til historiske højder.

Lars Liebst, direktør i Tivoli, læner sig frem i den brune læderstol og peger på et billede, der hænger på væggen. Det er Georg Carstensen, grundlægger af Tivoli, som symbolsk hænger dér.

»I 1845 sagde han, at Tivoli aldrig bliver færdig. Og det skal vi holde fast i. Ellers kommer vi aldrig til at udvikle os økonomisk,« siger Lars Liebst.

Fredag præsenterede Tivoli årsrapporten for 2017, og det regnvåde år viste sig at have været en rutsjebanetur af de rigtigt sjove.

Selv om besøgstallet faldt med seks procent fra 2016 til 2017, kom Tivoli ud af det forgangne år med det bedste resultat til dato. Omsætningen steg en smule til 947,4 millioner kroner mod 945,2 millioner kroner året før, mens resultatet efter skat steg med fire pct. og endte på 78,5 millioner kroner.

»Vi er meget tilfredse. Resultatet skal ovenikøbet ses i lyset af usædvanligt dårligt vejr gennem hele året,« siger Lars Liebst.

En sund helårsforretning

Når forlystelsesparken kommer fornuftigt ud af 2017 på trods af færre besøgende, skyldes det ifølge Lars Liebst, at gæsterne har været mere købelystne, samt at haven har haft en højere indtjening fra de aktiviteter, som ikke er direkte afhængige af besøgstallet.

Lars Liebst forventer, at Tivoli også i 2018 slår rekord og opnår et resultat før skat i niveauet 100-110 millioner kroner. Og her er det netop Tivolis igangværende forandringer, der skal sikre, at de danske vejrforhold ikke fremover har indflydelse på Tivolis resultater.

De seneste år har virksomheden nemlig arbejdet på at gøre Tivoli til en helårsforretning med partnerskaber, der også bidrager til omsætningen de dage, hvor regnen siler ned.

En del af den plan er madmekkaet Tivoli Hjørnet, som havde åbent i en måned af regnskabsåret. Forventningerne er store, for her kan der høstes omsætning på regnvåde dage. Sågar også fra folk, der ikke besøger selve haven.

»Vi skal være i stand til at konkurrere med de andre ting, der sker i byen. Det er vi blevet bedre til nu,« siger Lars Liebst, der også investerer et større millionbeløb i at bygge Tivoli Huset, hvor der skal være balletskole.

Det er dog den sidste udbygning, der er på tegnebrættet.

»Nu begynder det at knibe lidt med hensyn til at udbygge mere. Vi investerer rigtigt meget i infrastruktur og mursten i disse år. Vi skal udnytte hver en kvadratmeter bedst muligt,« siger han.

Flere åbningsdage skal bidrage til vækst

Også Tivolis partnerskaber er noget, der i fremtiden skal bidrage til omsætningen, når vejret svigter. Virksomheden driver i dag Tivoli Hotel sammen med Arp-Hansen, ligesom forlystelsesparken i samarbejde med Royal Unibrew sælger Tivoli-øl. I januar offentliggjorde Tivoli desuden et samarbejde med Normann Copenhagen, der vil producere en Tivoli-interiørkollektion.

»Den slags samarbejder vil du se mere af,« siger Lars Liebst uden at løfte sløret for nye konkrete samarbejder.

Også et øget antal åbningsdage skal næste år bidrage til en højere omsætning. Tivoli introducerede i år en vintersæson, der blandt andet bød på en stor iglo på Plænen og skøjtebane foran Nimb.

Haven vil med vintersæsonen have åbent i 280 dage i 2018 mod 243 åbningsdage i 2017. Hvor mange der lagde turen forbi Tivoli i vinterperioden, vil Lars Liebst ikke ud med.

»Men det har været tilfredsstillende, og jeg kan garantere dig for, at vi vil have »Vinter i Tivoli« næste år,« siger han.

 

Ny director på Hotel LEGOLAND®

By | Nyheder

Den 1. marts tiltræder Thomas Buch Tøstesen som ny director for Hotel LEGOLAND® i Billund.

Det er et velkendt ansigt, som overtager roret på Hotel LEGOLAND® og LEGOAND Holiday Village. Siden 2013 har Thomas Buch Tøstesen har været tilknyttet overnatningsdelen i LEGOLAND, hvor han de seneste tre år har været Hotel Operations Manager.

Thomas Buch Tøstesen har en lang historik i LEGOLAND med et indgående kendskab til både brandet og det driftsmæssige. Han har som ansvarlig for hoteldriften været en central brik i at udvikle LEGOLAND Holiday Village og sikre de bedste overnatningsmuligheder for børnefamilier. Sidste år var han således med til at opgradere LEGOLAND Holiday Village med 50 nye LEGO® NINJAGO hytter, ligesom flere værelser på Hotel LEGOLAND fik en gennemgribende renovering. Nu ser han frem til at sætte sit præg som ansvarlig for overnatningen i LEGOLAND Billund.

– Der er et kæmpe potentiale og ikke mindst udviklingspotentiale i den region, vi er en del af i LEGOLAND Billund. Turistmæssigt sker der rigtig meget, og jeg ser frem til at stå i spidsen for Hotel LEGOLAND® og sætte mit præg på LEGOLAND Billunds overnatningsforretning. Til at begynde med bliver mit fokus at få implementeret det nye slotshotel, der skal stå klar til sæsonstart i 2019, siger Thomas Buch Tøstesen.

Velbevandret i branchen
Thomas Buch Tøstesen har flere års erfaring fra camping- og hotelbranchen. Senest har han i en årrække besat stillingen som driftsleder for FDM Camping Billund, før han sammen med campingpladsen blev en del af LEGOLAND Billund, hvor han blev ansat som Hotel Manager.

– Det er et veldrevet skib, som jeg nu skal stå i spidsen for med den store oprustning, der har kendetegnet Hotel LEGOLAND og LEGOLAND Holiday Village i de senere år – senest med det nye slotshotel til næste år. Sammen med et konferencecenter i særklasse, ser jeg frem til at fortsætte med at levere fantastiske oplevelser for vores gæster og samtidig hæve barren for overnatningsoplevelsen i LEGOLAND Billund, siger Thomas Buch Tøstesen.

Thomas Buch Tøstesen er uddannet serviceøkonom og er til daglig bosat i Billund.

For yderligere informationer kontakt pressechef i LEGOLAND, Kasper Tangsig, tlf. 79 50 18 01, kasper.tangsig@legoland.dk