Dansk forlystelsespark kåret som ”Family Park of the Year” i Europa

By oktober 14, 2019Nyheder

I september blev den europæiske forlystelsesindustri hyldet i Paris, da det internationale Park World Magazine afholdte Park World Excellence Awards 2019.  Djurs Sommerland blev kåret som vinder – ikke bare én, men to gange. Djurs Sommerland vandt nemlig både ”Family Park of the Year” og ”Thrill Ride of the Year” – for årets nyhed, Tigeren.

”Vi er utroligt glade, og meget stolte på medarbejdernes vegne, for at have vundet de to europæiske priser. Siden 2008 har vi investeret mere end 500 millioner i produktudvikling og tematiserede forlystelser, og vi arbejder hele tiden på at levere de allerbedste oplevelser til vores gæster. Vi ser de to priser som en særdeles stor anerkendelse. Vi var oppe imod et stærkt felt af forlystelsesparker med højt internationalt niveau, og vi er naturligvis rigtigt stolte over, at vi hev to førstepladser med hjem til Danmark,” siger adm. direktør i Djurs Sommerland Henrik B. Nielsen.

Priserne blev uddelt til Park World Excellence Awards 2019, hvor i alt 16 priser blev overrakt til forlystelsesparker, leverandører og producenter i den europæiske forlystelsesindustri.

Djurs Sommerland var en del af et felt på i alt fem finalister i begge kategorier, da juryen, bestående af 7 medlemmer med indgående kendskab til branchen, traf den endelige afgørelse.

Yderligere oplysninger: Administrerende direktør Henrik B. Nielsen, tlf.: 20 48 68 16

 

Park World Excellence Awards 2019: http://www.parkworldexcellenceawards.com/winners