All Posts By

Magnus Von Dreiager

Kæmpenyhed for de modige

By | Nyheder

I Djurs Sommerland har de i 2024 indviet deres 60-meter høje nye forlystelse, El Grito. Her kan du opleve den vildeste udsigt, når den stiger til vejrs. Så kan du nyde et øjebliks nervepirrende stilhed, inden den suser mod jorden med 100 km/t. Det er årets store nyhed i Djurs Sommerland, hvor du finder den i Mexicoland.

Den er den højeste forlystelse til dato i Djurs Sommerland, og ifølge dem selv er den ikke for sarte sjæle. Oversætter med El Grito til dansk hedder forlystelsen Skriget, og det er næppe helt uden grund.

Loopet er tilbage i Tivoli Friheden

By | Nyheder

Er du vild med rutschebaner, kan du godt glæde dig til at prøve Vindfald i Tivoli Friheden i Aarhus! Her starter du med at køre 20 meter lodret op mod himlen, og så drøner du mod jorden i et “inverted”, mere end lodret, fald, så venter et loop og så … 

Vindfald har en højde på op til 23 meter, en længde på godt 300 meter og en forventet tophastighed på intet mindre end 72 kilometer i timen. 

Loopet vender tilbage til Aarhus

Tivoli Frihedens nye rutsjebane placerer sig direkte ind i deres tradition for rutschebaner med (hæs)blæsende navne: Cyklon 73, der kørte fra 1973 til 1986, Orkanens Øje, der vendte hundredetusinder af århusianere på hovedet fra 1987 til 2018, Tyfonen, der siden 2006 har snurret rundt og rundt og rundt … Med Vindfald bringer vi det klassiske loop fra Orkanens Øje tilbage. Og så tilsætter vi en lodret start og en mere end lodret affyring, hvor du ser jorden i øjnene (hvis du da ikke holder dem lukkede). 

Loop, proptrækkersving og kamelpukler!

Når du først har sat dig godt tilrette i vognen, er det med at holde godt fast! Du skal nemlig gennem et mere end lodret fald, et loop, adskillige proptrækkersving, kamelpunkler og meget mere inden, at du kan fortsætte dit besøg rundt i parken! 

Det bliver en susende og berusende rutschebaneoplevelse helt udover det sædvanlige! 

Millionoverskud i Fårup Sommerland

By | Nyheder

Juli i 2023 var den vådeste juli nogensinde målt i Danmark, men på trods af det besøgte det næsthøjeste antal gæster Fårup Sommerland sidste år. I alt besøgte 664.803 gæster forlystelsesparken i det nordjyske.

De mange besøgende har også banet vejen for, at Fårup Sommerland har gået ud af 2023 med et flot overskud på 11,5 mio. kr. efter skat. Penge, der allerede er kommet ud at arbejde, da forlystelsesparken er i gang med en stor opgradering af deres vandland som i forvejen er Danmarks største.

I 2023 omsatte Fårup Sommerland i alt for 173 mio. kr., som er en lille tilbagegang sammenlignet med 2022, men det var også et rekordår for forlystelsesparken, hvor de med 768.683 gæster opnåede det højeste besøgstal nogensinde. Med en regnvåd juli in mente er det derfor også en tilfredse ledelse i Fårup Sommerland som kigger tilbage på 2023.

“Vi er tilfredse med den udvikling, vi ser i forretningen, og vi glæder os samtidig over, at de investeringer, der er foretaget i parken de seneste år, fortsat udgør det store trækplaster, som vi havde håbet på. De mange besøgende afspejler sig også direkte i årets resultat, hvilket vi glæder os over. Samtidig noterer vi os, at en udfordrende juli måned med store mængder nedbør og generelt færre norske turister i Danmark også sætter sit præg på regnskabet, når vi sammenligner med foregående år,” siger Ole Mølgaard, bestyrelsesformand i Fårup Sommerland.

Store investeringer i Aquaparken frem mod den nye sæson

Det pæne overskud bliver blandt andet brugt til at investere i en gennemgribende renovering og opgradering af Aquaparken, som kommer til at fremstå i en helt ny udgave.

Allerede i dag er Aquaparken i Fårup Sommerland Danmarks største vandland, men fremover bliver den endnu større. Her kommer man blandt andet til at kunne opleve de to højeste og længste vandrutsjebaner i Danmark samt et helt nyt børnevandland og en lang række andre opdaterede faciliteter.

Foruden investering i vandland investeres der også i udvidelser og opgraderinger på campingpladsen Skovbrynet. I alt forventer Fårup Sommerland at investere i omegnen af 45 mio. kroner til sæsonen 2024.

“Det udgør en hjørnesten i vores strategi, at vi geninvesterer vores overskud i parken og dermed gør oplevelsen i Fårup Sommerland endnu bedre for vores mange besøgende. Opgraderingen af vores vandland bliver den største investering og renovering i Aquaparken siden indvielsen i 1989. Med tilføjelsen af Danmarks to største vandrutsjebaner, nyt børneområde og en generel opgradering over hele linjen tillader vi os at tro på en ny god sæson i 2024,” udtaler Niels Jørgen Jensen.

I år slår Fårup Sommerland dørene op d. 26. april, og i skrivende stund regner man med, at de åbner Aquaparken d. 1. juni.

FORLYSTELSESPARKERNE BEKRÆFTER: VI HØRER TIL I HORESTA

By | Nyheder

De danske forlystelsesparker har valgt HORESTA til at varetage deres politiske interesser og sekretariatsopgaver. Parkerne er organiseret i Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark (FFD) og består af Bakken, BonBon-Land, Djurs Sommerland, Fårup Sommerland, Jesperhus Feriepark, Knuthenborg Safaripark, LEGO House, LEGOLAND, Sommerland Sjælland, TIVOLI, Tivoli Friheden og Universe.

FFD blev under en udbudsrunde til deres årlige julemøde bekræftet i, at HORESTA bl.a. kan levere den mest effektive juridiske rådgivning og den største politiske gennemslagskraft. Således blev hotel-, restaurant- og turismeerhvervets brancheorganisation valgt over de konkurrerende organisationer inden for turismen, som også var inviteret med i udbudsrunden.

Siden 2007 har FFD haft en aftale med HORESTA om at bistå med foreningens politiske arbejde og varetage sekretariatsopgaver. Sidste år besluttede FFD så at sende opgaven i udbud.

“Vi besluttede, at markedet for relevante erhvervsorganisationer skulle afsøges. Derfor gennemførte vi en udbudsrunde, og her blev vi bekræftet i, at HORESTA kan levere den mest professionelle service og har den største politiske gennemslagskraft på vores område. HORESTA er i vores øjne den rene vare i og med, at de udelukkende repræsenterer private virksomheder i turisme- og oplevelsesøkonomien, og kan derfor levere den mest indsigtsfulde rådgivning. Vi glæder os derfor til at fortsætte det i forvejen gode samarbejde,” siger Søren Kragelund, der er formand for FFD.

Forlystelsesparkerne har over 11 millioner besøgende årligt, omsætter for over 3,8 milliarder kroner om året og beskæftiger mere end 7.400 personer, hvilket svarer til 3.100 fuldtidsansatte. Samtidigt havde FFD en gennemsnitlig omsætning pr. fuldtidsbeskæftigede på 1,2 millioner kroner i 2022. Derfor har de danske forlystelsesparker også stor samfundsmæssig betydning.

“Vi er meget glade for, at FFD har genvalgt HORESTA, og vi er stolte af at repræsentere så vigtig en spiller inden for turisme og oplevelseserhvervet. Forlystelsesparkerne har enorm betydning for lokalområderne rundt omkring i landet og er trækplaster for millioner af udenlandske turister. Ikke nok med, at de danske forlystelsesparker beskæftiger tusinder af personer, de skaber også ringe i vandt i resten af turismens fødekæde såsom hoteller, restauranter, detailhandlen og transportsektoren,” siger Jeppe Møller-Herskind, der er viceadm. direktør i HORESTA.