Efterårsferien blev en stor succes for de danske forlystelsesparker, som kunne byde mere end 650.000 gæster velkommen til Halloween.
Mere end 650.000 gæster har lagt vejen forbi de danske forlystelsesparker på de ni dage i efterårsferien. Det tydeliggør, at Halloween-sæsonen, hvor forlystelsesparkerne udvider åbningssæsonen i og omkring efterårsferien, er blevet en bragende succes.
”Oven på COVID-krisen er det en meget glædelig nyhed, at forlystelsesparkerne har haft besøg af en masse glade gæster til Halloween. Dermed kan parkerne få indhentet lidt af den tabte omsætning fra det seneste halvandet års nedlukninger og restriktioner,” siger Kristian Nørgaard, der er sekretariatschef for Foreningen for Forlystelsesparker i Danmark.
Besøgsrekord i Djurs
Djurs Sommerland fik besøg af intet mindre end 100.000 gæster i efterårsferien. Det høje besøgstal sørgede for, at Djurs Sommerland i år kan sætte besøgsrekord.
Med efterårssuccesen når Djurs Sommerland nemlig op på 820.113 gæster, hvilket gør 2021 det mest besøgte år i parkens 40-årige levetid.
Handlekraft og nytænkning
Sommersæsonen giver forlystelsesparkerne den vejrmæssige fordel, men når tallene viser, at gæsterne også er klar på oplevelser trods efterårskulde, bliver det tydeligt, at der er store muligheder og fordele i at udvide sæsonen. Det marked har parkerne taget til sig, siden den første park lancerede Halloween i 2006, og satsningen er blevet til en stor succes i hele landet.
”Halloween-sæsonen er et godt eksempel på, hvordan de danske forlystelsesparker konstant forsøger at nytænke og udvide måderne hvorpå, de kan give gæsterne sjove oplevelser og minder en større del af året. Forlystelsesparkerne er stærke destinationer, der udvikler og investerer i turismeproduktet, så vi hele tiden kan være attraktive for danske familier og turister, ” fortæller Kristian Nørgaard.
*I undersøgelsen indgår Djurs Sommerland, Bakken, Bonbon-land, LEGOLAND, Tivoli, Fårup Sommerland og Tivoli Friheden.