Kæmpenyhed for de modige

By | Nyheder

I Djurs Sommerland har de i 2024 indviet deres 60-meter høje nye forlystelse, El Grito. Her kan du opleve den vildeste udsigt, når den stiger til vejrs. Så kan du nyde et øjebliks nervepirrende stilhed, inden den suser mod jorden med 100 km/t. Det er årets store nyhed i Djurs Sommerland, hvor du finder den i Mexicoland.

Den er den højeste forlystelse til dato i Djurs Sommerland, og ifølge dem selv er den ikke for sarte sjæle. Oversætter med El Grito til dansk hedder forlystelsen Skriget, og det er næppe helt uden grund.

Loopet er tilbage i Tivoli Friheden

By | Nyheder

Er du vild med rutschebaner, kan du godt glæde dig til at prøve Vindfald i Tivoli Friheden i Aarhus! Her starter du med at køre 20 meter lodret op mod himlen, og så drøner du mod jorden i et “inverted”, mere end lodret, fald, så venter et loop og så … 

Vindfald har en højde på op til 23 meter, en længde på godt 300 meter og en forventet tophastighed på intet mindre end 72 kilometer i timen. 

Loopet vender tilbage til Aarhus

Tivoli Frihedens nye rutsjebane placerer sig direkte ind i deres tradition for rutschebaner med (hæs)blæsende navne: Cyklon 73, der kørte fra 1973 til 1986, Orkanens Øje, der vendte hundredetusinder af århusianere på hovedet fra 1987 til 2018, Tyfonen, der siden 2006 har snurret rundt og rundt og rundt … Med Vindfald bringer vi det klassiske loop fra Orkanens Øje tilbage. Og så tilsætter vi en lodret start og en mere end lodret affyring, hvor du ser jorden i øjnene (hvis du da ikke holder dem lukkede). 

Loop, proptrækkersving og kamelpukler!

Når du først har sat dig godt tilrette i vognen, er det med at holde godt fast! Du skal nemlig gennem et mere end lodret fald, et loop, adskillige proptrækkersving, kamelpunkler og meget mere inden, at du kan fortsætte dit besøg rundt i parken! 

Det bliver en susende og berusende rutschebaneoplevelse helt udover det sædvanlige! 

Millionoverskud i Fårup Sommerland

By | Nyheder

Juli i 2023 var den vådeste juli nogensinde målt i Danmark, men på trods af det besøgte det næsthøjeste antal gæster Fårup Sommerland sidste år. I alt besøgte 664.803 gæster forlystelsesparken i det nordjyske.

De mange besøgende har også banet vejen for, at Fårup Sommerland har gået ud af 2023 med et flot overskud på 11,5 mio. kr. efter skat. Penge, der allerede er kommet ud at arbejde, da forlystelsesparken er i gang med en stor opgradering af deres vandland som i forvejen er Danmarks største.

I 2023 omsatte Fårup Sommerland i alt for 173 mio. kr., som er en lille tilbagegang sammenlignet med 2022, men det var også et rekordår for forlystelsesparken, hvor de med 768.683 gæster opnåede det højeste besøgstal nogensinde. Med en regnvåd juli in mente er det derfor også en tilfredse ledelse i Fårup Sommerland som kigger tilbage på 2023.

“Vi er tilfredse med den udvikling, vi ser i forretningen, og vi glæder os samtidig over, at de investeringer, der er foretaget i parken de seneste år, fortsat udgør det store trækplaster, som vi havde håbet på. De mange besøgende afspejler sig også direkte i årets resultat, hvilket vi glæder os over. Samtidig noterer vi os, at en udfordrende juli måned med store mængder nedbør og generelt færre norske turister i Danmark også sætter sit præg på regnskabet, når vi sammenligner med foregående år,” siger Ole Mølgaard, bestyrelsesformand i Fårup Sommerland.

Store investeringer i Aquaparken frem mod den nye sæson

Det pæne overskud bliver blandt andet brugt til at investere i en gennemgribende renovering og opgradering af Aquaparken, som kommer til at fremstå i en helt ny udgave.

Allerede i dag er Aquaparken i Fårup Sommerland Danmarks største vandland, men fremover bliver den endnu større. Her kommer man blandt andet til at kunne opleve de to højeste og længste vandrutsjebaner i Danmark samt et helt nyt børnevandland og en lang række andre opdaterede faciliteter.

Foruden investering i vandland investeres der også i udvidelser og opgraderinger på campingpladsen Skovbrynet. I alt forventer Fårup Sommerland at investere i omegnen af 45 mio. kroner til sæsonen 2024.

“Det udgør en hjørnesten i vores strategi, at vi geninvesterer vores overskud i parken og dermed gør oplevelsen i Fårup Sommerland endnu bedre for vores mange besøgende. Opgraderingen af vores vandland bliver den største investering og renovering i Aquaparken siden indvielsen i 1989. Med tilføjelsen af Danmarks to største vandrutsjebaner, nyt børneområde og en generel opgradering over hele linjen tillader vi os at tro på en ny god sæson i 2024,” udtaler Niels Jørgen Jensen.

I år slår Fårup Sommerland dørene op d. 26. april, og i skrivende stund regner man med, at de åbner Aquaparken d. 1. juni.

FORLYSTELSESPARKERNE BEKRÆFTER: VI HØRER TIL I HORESTA

By | Nyheder

De danske forlystelsesparker har valgt HORESTA til at varetage deres politiske interesser og sekretariatsopgaver. Parkerne er organiseret i Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark (FFD) og består af Bakken, BonBon-Land, Djurs Sommerland, Fårup Sommerland, Jesperhus Feriepark, Knuthenborg Safaripark, LEGO House, LEGOLAND, Sommerland Sjælland, TIVOLI, Tivoli Friheden og Universe.

FFD blev under en udbudsrunde til deres årlige julemøde bekræftet i, at HORESTA bl.a. kan levere den mest effektive juridiske rådgivning og den største politiske gennemslagskraft. Således blev hotel-, restaurant- og turismeerhvervets brancheorganisation valgt over de konkurrerende organisationer inden for turismen, som også var inviteret med i udbudsrunden.

Siden 2007 har FFD haft en aftale med HORESTA om at bistå med foreningens politiske arbejde og varetage sekretariatsopgaver. Sidste år besluttede FFD så at sende opgaven i udbud.

“Vi besluttede, at markedet for relevante erhvervsorganisationer skulle afsøges. Derfor gennemførte vi en udbudsrunde, og her blev vi bekræftet i, at HORESTA kan levere den mest professionelle service og har den største politiske gennemslagskraft på vores område. HORESTA er i vores øjne den rene vare i og med, at de udelukkende repræsenterer private virksomheder i turisme- og oplevelsesøkonomien, og kan derfor levere den mest indsigtsfulde rådgivning. Vi glæder os derfor til at fortsætte det i forvejen gode samarbejde,” siger Søren Kragelund, der er formand for FFD.

Forlystelsesparkerne har over 11 millioner besøgende årligt, omsætter for over 3,8 milliarder kroner om året og beskæftiger mere end 7.400 personer, hvilket svarer til 3.100 fuldtidsansatte. Samtidigt havde FFD en gennemsnitlig omsætning pr. fuldtidsbeskæftigede på 1,2 millioner kroner i 2022. Derfor har de danske forlystelsesparker også stor samfundsmæssig betydning.

“Vi er meget glade for, at FFD har genvalgt HORESTA, og vi er stolte af at repræsentere så vigtig en spiller inden for turisme og oplevelseserhvervet. Forlystelsesparkerne har enorm betydning for lokalområderne rundt omkring i landet og er trækplaster for millioner af udenlandske turister. Ikke nok med, at de danske forlystelsesparker beskæftiger tusinder af personer, de skaber også ringe i vandt i resten af turismens fødekæde såsom hoteller, restauranter, detailhandlen og transportsektoren,” siger Jeppe Møller-Herskind, der er viceadm. direktør i HORESTA.

Pressemeddelelse: Rekord i efterårsferien: Halloween blev en kæmpe succes for landets forlystelsesparker

By | Nyheder

Forlystelsesparkerne kombinerede hygge med uhygge i efterårsferien, og det tiltrak rekordmange gæster

De senere år har flere og flere danske forlystelsesparker kastet sig over fejringen af den amerikanske højtid halloween. Og danskerne kvitterede i efterårsferien med et rekordhøjt besøgsantal.

Kristian Nørgaard, sekretariatschef i Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark, fortæller således, at hvor der var 685.000 halloween-gæster i 2021, så kunne parkerne i år byde velkommen til flere end 730.000 gæster i år. Det svarer til en fremgang på ca. 7 pct.

”Vi ser en klar tildens til, at danskerne stadig prioriterer at bruge penge på de gode oplevelser i en tid, der ellers er præget af stor økonomisk usikkerhed alle steder. Efterårsferien er uløseligt forbundet med kvalitetstid med hele familien, og der er mange, der erstatter eller supplerer familiefrokosten derhjemme med en udflugt i forlystelsespark og også gerne et restaurantbesøg, når de alligevel er der,” siger Kristian Nørgaard, og fortsætter:

”Hvad angår halloween, så har forlystelsesparkerne har en unik evne til at følge med tiden og imødekomme ønskerne fra gæsterne, som hele tiden er i udvikling. Halloween forlænger sæsonen og er på få år blevet en vigtig satsning for mange af parkerne,” siger Kristian Nørgaard.

Han mener, at tallene giver forlystelsesparkerne mod på mere, og mens nogle bruger det som punktum for året, så gør andre klar til at tilbyde gæsterne en ny jule-/vinteroplevelse lige om hjørnet, tilføjer han. Og det er vigtigt for dansk turisme, lyder budskabet.

”Forlystelsesparkernes oplevelser giver turisterne endnu en ”reason to go”. Det mærker også hoteller, restauranter og alle andre dele af værdikæden. Og det er med til at understøtte og forbedre nogle af de mere stille måneder, når man ser på branchens samlede omsætning,” siger Kristian Nørgaard.

Tallene er indhentet blandt 11 ud af 12 medlemmer i Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark (FFD): Bakken, BonBon-Land, Djurs Sommerland, Fårup Sommerland, Jesperhus Feriepark, Knuthenborg Safaripark, LEGO House, LEGOLAND, TIVOLI, Tivoli Friheden og UNIVERSE.

Besøgstallet fra Halloween i Sommerland Sjælland indgår ikke i tallene, da de ikke havde åbent sidste år til højtiden.

HORESTA huser sekretariatet for Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark

Pressemeddelelse: Besøgsrekord og nyheder på vej i Djurs Sommerland

By | Nyheder

Rekordmange danske og udenlandske gæster er gået igennem tælleapparaterne i Djurs Sommerland i år, og indtil nu har 770.000 gæster lagt vejen forbi den østjyske forlystelsespark. Med et forspring på godt 50.000 gæster i forhold til tilsvarende tidspunkt i sidste års rekordsæson og 9 åbningsdage tilbage med Magisk Halloween i efterårsferien, styrer Nordens største sommerland direkte mod ny besøgsrekord.

Sæsonen er god, og smilene er store i Djurs Sommerland. Forlystelsesparken har netop rundet sommersæsonen af med en velbesøgt weekend, hvor Grundfos og Sparekassen Kronjylland havde lejet sig ind henholdsvis lørdag og søndag til lukkede medarbejder- og kunde-arrangementer.

Nu går slutspurten ind, og kursen er sat mod at slå sidste års besøgsrekord på 820.000 gæster, når besøgstallet for sæson 2022 gøres op efter de sidste 9 åbningsdage i efterårsferien. På blot 15 dage skal parken forvandles til en af Danmarks største halloween-oplevelser, og der gøres klar til et rykind på 100.000 gæster til Magisk Halloween.

”Der er ingen tvivl om, at dinosaurer er populære. Derfor havde vi også en tro på, at det nye Dinosaurland med 25 dinosaurer og 3 nye forlystelser ville blive populært, men det nye temaland til 100 millioner kroner har overgået alle forventninger og har trukket mange både nye og tidligere gæster til Djurs Sommerland. Samtidig har vi 9 magiske åbningsdage tilbage. Over årene har Magisk Halloween udviklet sig til en besøgsmagnet, og baseret på besøgstallet i efterårsferien tidligere år, ser det ud til, at vi slutter sæsonen af med et samlet besøgstal på omkring 870.000 gæster. Det er imponerende godt,” fortæller administrerende direktør Henrik B. Nielsen.

Nyheder i 2023 – Dinosaurland bliver endnu større
Dinosaureventyret slutter ikke her, og Djurs Sommerland løfter sløret for nye store investeringer i Dinosaurland allerede til den kommende sæson.

Med en investering på henved 50 millioner kroner i 3 nyheder i 2023, kan gæsterne glæde sig til dobbelt op på nye, sjove, spektakulære forlystelser i Dinosaurland.

Henrik B. Nielsen fortæller: ”Vi bygger 3 nye forlystelser i Dinosaurland. En af nyhederne kommer til at hedde SpinOsaurus og er den eneste af sin slags i Danmark. Det er en rigtig sjov ’family thrill’-forlystelse, hvor gæsterne suser frem og tilbage på ryggen af et kæmpe dinosaurskelet med op til 70 km/t samtidig med, de drejer rundt. Vi fortsætter det høje ambitionsniveau i Dinosaurland, og med de to andre nyheder, Motorbike Derby og Fossilvaskeren, er der ingen tvivl om, at gæsterne kan se frem til endnu større oplevelser i vores nye temaland, når vi åbner d. 29. april 2023.”

Forvandling til en af Danmarks største halloween-oplevelser
Selv om parken er lukket frem til efterårsferien, er der hektisk aktivitet i Djurs Sommerland. På kort tid skal hele parken pyntes og gøres klar til Magisk Halloween, der løber af stablen fra d. 15.-23. oktober.

30.000 græskar fra Gyldensteen Gods på Fyn skal placeres rundt i hele parken, 5000 efterårsblomster plantes og over 100 imponerende halloween-installationer skal arrangeres. Både forlystelser, kø systemer, butikker og restauranter pyntes med tusindvis af edderkopper, skeletter og flagermus. Specielle halloween-lækkerier skal forberedes, og to store halloween haunted houses skal bygges. Endelig skal også fantasifulde kostumer, ansigtsmaling og halloween-replikker til over 700 medarbejdere være klar.

”Hvert år er det lige fantastisk at opleve, når hele parken på kort tid forvandles og drysses med gys og magi. Vi går all in på at skabe et storslået halloween-univers, der giver en ekstra oplevelsesdimension til besøget i Djurs Sommerland. Nu krydser vi bare fingre for, at det bliver godt oktober-vejr. Ellers går det nok endda, vores gæster plejer jo at møde efterårsvejret med et smil og lidt ekstra varmt tøj”, fortæller Henrik B. Nielsen.

Som en ekstra oplevelse d. 15/10, 16/10, 22/10 og 23/10 sluttes dagen af med et kæmpe fyrværkerishow i Piratland.

Yderligere oplysninger:
Administrerende direktør Henrik B. Nielsen, Djurs Sommerland tlf. 20 48 68 16.
Foto: Piraten i Djurs Sommerland.

Fakta om Magisk Halloween i Djurs Sommerland

  • Magisk Halloween for hele familien afholdes i efterårsferien den 15. – 23. oktober kl. 10-18.
  • Alle forlystelser er åbne fra kl. 10-18 i hele efterårsferien undtagen Vandland, Buffalo Bumper Cars og Mini Buffalo Bumper Cars.
  • Det er 13. år i træk, at Djurs Sommerland fejrer Magisk Halloween og byder velkommen til 100.000 gæster på
    9 åbningsdage.

Hele parken forvandles til en af Danmarks største halloween-oplevelser – oplev bl.a.:

  • 30.000 græskar, levende hekse og græskarmænd og kæmpeedderkopper
  • Et 7 meter højt skelet, kæmpe græskar-væsener, omvandrende monstre og store halmballe-labyrinter
  • GræskarFabrikken – Scary Haunted House
  • HekseSkolen – Halloween Haunted House
  • D. 15/10, 16/10, 22/10 og 23/10 sluttes dagen af kl. 18.15 i Piratland

Fakta om Djurs Sommerland

  • Djurs Sommerland er Danmarks tredje mest besøgte attraktion ifølge VisitDenmarks publikation ”Attraktionslisten 2021”.
  • Mere end 600 millioner kroner er investeret i nye forlystelser og forbedringer i parken siden 2008.
  • Hidtil største enkeltinvestering 100 millioner kroner i nyt temaland: Dinosaurland (2022).
  • Grundlagt i 1981 og beskæftiger over 700 medarbejdere i sæsonen.
  • Ejes og drives af brødrene Henrik B. Nielsen og Michael B. Nielsen, der er sønner af en af parkens grundlæggere.

Pressemeddelelse: Djurs Sommerland netop kåret som ‘Årets Forlystelsespark’ for tredje år i træk

By | Nyheder

Endnu en flot titel stryger ind på Djurs Sommerlands CV. For tredje år i træk har børnefamilierne kåret Djurs Sommerland som ’Årets forlystelsespark’ i Danmark. Prisen blev søndag uddelt ved Børn i byens store prisshow på Dansk Arkitektur Center. Det er prikken over i’et på årets rekordsæson i den østjyske forlystelsespark.

”Vi er overvældede og enormt stolte over, at vi vinder den eftertragtede pris igen i år. Med bl.a. Tivoli, LEGOLAND og Fårup Sommerland blandt de nominerende, var feltet stærkt. Det er et kæmpe skulderklap, at børnefamilierne endnu engang har stemt Djurs Sommerland til tops. Med en sæson som i år, med 820.000 gæster og besøgsrekord, er vi ekstra glade for, at gæsterne anerkender vores 650 medarbejderes store indsats. Det er ingen hemmelighed, at vi har løbet stærkt, og vores gode, dedikerede kolleger har hver dag fokuseret 100% på at give vores gæster mindeværdige oplevelser,” siger administrerende direktør Henrik B. Nielsen.

Bedste forlystelsespark for børnefamilier
Djurs Sommerland har i mange år arbejdet målrettet efter, at børnefamilierne skal have oplevelser ud over det sædvanlige, når de besøger forlystelsesparken. De to ejerledere og brødre Michael og Henrik B. Nielsen sætter baren højt og har en vision om, at netop deres sommerland skal være landets bedste forlystelsespark for børnefamilier.

Det bemærkes af både parkens danske og udenlandske gæster og har kastet flere kåringer af sig. Foruden at være kåret som ’Årets Forlystelsespark’ i Danmark i både 2019, 2020 og 2021, er Djurs Sommerland, som den eneste danske forlystelsespark, også indehaver af to top tre placeringer som ’Europas Bedste Familiepark’ blandt parker med under 1 million gæster. For ikke at glemme flere års priser som ’Nordens Bedste Sommerland’.

”Vi vil vores gæster det bedste. Det er det, der driver os. Det er vigtigt for min bror og mig, at vores park har de helt rigtige rammer, så familierne får de allerbedste oplevelser og minder med hjem fra os. Derfor investerer vi også store beløb i hele tiden at udvikle parken. Alene de sidste 10 år har vi investeret over en halv milliard kroner i vores park,” siger Henrik B. Nielsen.

Investerer over 100 millioner kroner i nyt temaland
Når Djurs Sommerland åbner igen i 2022, er der nye familieoplevelser for alle pengene. På et areal svarende til cirka 4 fodboldbaner åbner et nyt temaland – et Dinosaurland med 3 nye forlystelser og 25 animatroniske dinosaurer, der er købt i Texas i USA. Det bliver det 10. temaland i parken.

”Det er vores hidtil største projekt, som vi har arbejdet på i flere år sammen med internationale temapark-eksperter fra Leisure Expert Group, Holland. Oplevelsesmæssigt tager vi det til et nyt niveau, når vi sender gæsterne på ekspedition i dinosaurernes reservat. Det bliver en helt anden oplevelse end de dinosauroplevelser, man kender fra de zoologiske haver og dyreparker. Med den nye rutschebane, T-Rex Family Coaster og jeep safari, Dino Xpedition kommer gæsterne på en rejse ind i dinosaurernes verden og møder bl.a. 25 naturtro, livagtige dinosaurer og dinosaur-æg, der klækkes,” siger Henrik B. Nielsen.

”Vi har også store forventninger til vores nye, store dinosaurlegeplads, der er designet specielt til Djurs Sommerland. Den fysiske leg er en vigtig del af Djurs Sommerlands DNA. Derfor har Dinosaurlegepladsen en væsentlig rolle i det nye temaland. Den er et frirum, hvor fantasien som palæontolog får frit spil, når knogler fra fortidens kæmper skal udgraves og udforskes,” slutter Henrik B. Nielsen.

Byggeriet af det nye temaland, har været i gang i over 2 år, og portene til dinosaurernes verden bliver slået til side, når Djurs Sommerland åbner igen lørdag d. 30. april 2022.

Yderligere oplysninger:
Administrerende direktør Henrik B. Nielsen, tlf.: 20 48 68 16.

Invitation til pressebesøg
Vi giver pressen mulighed for at komme på pressebesøg og få et sneak peek på byggepladsen og de første dinosaurer, der er leveret i Djurs Sommerland af Billings Productions i Texas – en af verdens førende producenter af dinosaurer.
Henrik B. Nielsen vil give en rundvisning på byggepladsen, og der vil være mulighed for at interviewe Henrik B. Nielsen om det nye temaland samt om forlystelsesparkens fremtidsplaner. Endelig er der mulighed for at få et indblik i, hvad Djurs Sommerlands 50 helårsansatte laver i vinterhalvåret, når parken er lukket.

Halloween er blevet en stor succes i de danske forlystelsesparker

By | Nyheder

Efterårsferien blev en stor succes for de danske forlystelsesparker, som kunne byde mere end 650.000 gæster velkommen til Halloween.

Mere end 650.000 gæster har lagt vejen forbi de danske forlystelsesparker på de ni dage i efterårsferien. Det tydeliggør, at Halloween-sæsonen, hvor forlystelsesparkerne udvider åbningssæsonen i og omkring efterårsferien, er blevet en bragende succes.
”Oven på COVID-krisen er det en meget glædelig nyhed, at forlystelsesparkerne har haft besøg af en masse glade gæster til Halloween. Dermed kan parkerne få indhentet lidt af den tabte omsætning fra det seneste halvandet års nedlukninger og restriktioner,” siger Kristian Nørgaard, der er sekretariatschef for Foreningen for Forlystelsesparker i Danmark.

Besøgsrekord i Djurs
Djurs Sommerland fik besøg af intet mindre end 100.000 gæster i efterårsferien. Det høje besøgstal sørgede for, at Djurs Sommerland i år kan sætte besøgsrekord.
Med efterårssuccesen når Djurs Sommerland nemlig op på 820.113 gæster, hvilket gør 2021 det mest besøgte år i parkens 40-årige levetid.

Handlekraft og nytænkning
Sommersæsonen giver forlystelsesparkerne den vejrmæssige fordel, men når tallene viser, at gæsterne også er klar på oplevelser trods efterårskulde, bliver det tydeligt, at der er store muligheder og fordele i at udvide sæsonen. Det marked har parkerne taget til sig, siden den første park lancerede Halloween i 2006, og satsningen er blevet til en stor succes i hele landet.
”Halloween-sæsonen er et godt eksempel på, hvordan de danske forlystelsesparker konstant forsøger at nytænke og udvide måderne hvorpå, de kan give gæsterne sjove oplevelser og minder en større del af året. Forlystelsesparkerne er stærke destinationer, der udvikler og investerer i turismeproduktet, så vi hele tiden kan være attraktive for danske familier og turister, ” fortæller Kristian Nørgaard.

*I undersøgelsen indgår Djurs Sommerland, Bakken, Bonbon-land, LEGOLAND, Tivoli, Fårup Sommerland og Tivoli Friheden.

Attraktionslisten for 2020 bærer præg af svært corona-år

By | Nyheder

Den netop offentliggjorte attraktionsliste for 2020 viser, at danske forlystelsesparker var særligt hårdt ramt af Covid-19.
Listen bærer præg af en svær sæson 2020, hvor nedlukning, restriktioner og en skæv sommerpakke kostede millioner af gæster i de danske forlystelsesparker.

Ikke desto mindre, så besætter forlystelsesparkerne fortsat 6 pladser i top 10. Det vidner om, at parkerne også i krisetider har et attraktivt produkt og loyale gæster, der kommer igen sæson efter sæson.
Det gør Foreningen af Forlystelsesparker fortrøstningsfulde. ”Sidste år var en katastrofe-sæson for mange af de danske forlystelsesparker, der som følge af nedlukning, rejserestriktioner og en skæv sommerpakke tabte millioner af gæster. Der er brug for, at vi får genrejst turismen og især får trukket de udenlandske gæster tilbage. Her er de danske forlystelsesparker vigtige fyrtårne, der er en stor del af løsningen.” udtaler Kristian Nørgaard, sekretariatschef for FFD

Se hele oversigten her.

Attraktionslisten 2020 – top 300

Pressemeddelelse: Adgang for flere gæster i rutsjebanerne

By | Nyheder, Uncategorized

Landets forlystelsesparker tester fra i morgen en ordning med mundbind, som giver mulighed for at køre med fuld kapacitet i de hurtigkørende forlystelser

Regeringen og Styrelsen for Patientsikkerhed har givet grønt lys til at igangsætte et forsøg med brug af mundbind i rutsjebaner og andre hurtigkørende forlystelser. Forsøget går i gang i morgen, og det betyder, at forlystelserne igen kan fylde alle pladser op igen, hvis gæsterne tager et rent mundbind på ved hver tur.

Styrelsen har bedt Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark (FFD) om at udarbejde de retningslinjer, som forsøget skal gennemføres efter. Løbende kontrol og evaluering skal kvalitetssikre forsøget.

Hidtil har de hurtigkørende forlystelser været underlagt meget skrappe restriktioner og kun kunnet transportere et beskedent antal gæster ad gangen.

”Det er bestemt positivt, at myndighederne har sagt ja til dette forsøg. Vores vurdering er, at der selv uden mundbind er en meget lav risiko for smitte i en forlystelse. Men nu tager vi første skridt på vej mod normalisering ved at igangsætte et forsøg med mundbind i de hurtigkørende forlystelser, og så fastholder forlystelsesparkerne i øvrigt deres store fokus på høj hygiejne og god afstand. Nu glæder vi os bare til at se mange flere gæster i vores forlystelsesparker”, siger Freja Brandhøj, der er politisk konsulent i Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark.

Det er den enkelte forlystelsespark, der selv afgør, om man vil deltage i forsøget.

Kravet om et rent mundbind ved hver enkelt tur betyder, at der skal bruges et meget stort antal mundbind, og det forventes, at de fleste deltagende forlystelsesparker vil sælge mundbind til gæsterne ved indgangen til de hurtigkørende forlystelser.

Forlystelsesparkerne skal herudover sikre, at gæsterne får den rigtige information om brug og bortskaffelse af mundbindet. De skal også sikre, at mundbindene sidder korrekt, og at de bliver smidt ud på betryggende vis efter endt tur.

Læs retningslinjerne her.

Pressekontakt

Henrik Messmer
Kommunikationsdirektør
HORESTA – Sekretariat for Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark (FFD)

Mail: messmer@horesta.dk
Tlf.: +45 35 24 80 59
Mobil: +45 40 98 41 86

Fotorettigheder
Fotos må udelukkende benyttes til omtale af de enkelte medlemmer af FFD. Fotos må under ingen omstændigheder benyttes kommercielt, medmindre særskilt aftale indgås direkte med medlemmerne. For yderligere information, kontakt venligst marketingchef Sandra Knipschildt, mobil +45 26 85 80 90/knipschildt@horesta.dk